Tip: Læg lapperne dobbelt

Mangler du af og til et overskueligt strikke- eller hæklearbejde mellem større projekter, så du kan give dig selv lidt tid til at overveje, hvad din næste store tids- og garninvestering skal være?


Grydelapper er en oplagt mulighed, men lidt for ofte bliver de mere tidsfordriv end regulær hjælp i køkkenet. Mange håndlavede grydelapper er mere pæne end effektive, fordi de er for små eller for tynde.

Jeg har forsøgt mig med endog meget tykt garn. Stofgarn gav tilstrækkeligt tykke grydelapper, men de er trælse at håndtere. Jeg ender altid med at vende tilbage til denne metode, som jeg bogstaveligt tale har brugt flere hundrede gange og skabt altid populære værtindegaver med:

Strik eller hækl fire lapper på cirka 25×25 centimer i tykt bomuldsgarn. Du kan bruge det mønster, du bedst kan lide, og det betyder ikke noget, om bagsiden er pæn. Jeg har flere gange brugt grydelapper til at lære mig en ny teknik, før jeg besluttede, om jeg havde lyst til at bruge den til et større projekt. Men du kan selvfølgelig også bare lave dem retstrikkede eller i helt almindelige fastmasker, hvis du mangler et samtale- eller tv-projekt.

Hækl lapperne sammen to og to. Du kan hækle en kant, eller lave et lille hul, som du kan trække et stykke lædersnor igennem, så grydelapperne kan hænges op. Husk at tage snoren ud, når lapperne skal vaskes.

Det tager selvfølgelig dobbelt så lang tid og kræver dobbelt så meget garn som enkelte grydelapper, men de bliver brugt mere, og ingen brænder fingrene, og dermed er de i mine øjne langt mere end dobbelt så værdifulde.