Tip: Sådan skifter du garnet ud med succes

Bogoo tip
Disse garner har alle cirka samme anbefalede strikkefasthed, så de kan godt erstatte hinanden og skabe et stykke tøj af samme størrelse. Men den luftige petroleumsfarvede mohair vil tage sig helt anderledes ud end den grå, fast spundne bomuld. Den beige lama og røde alpaka vil også opføre sig helt anderledes end den orange strømpegarn med en stor mængde syntetiske fibre. Så når man skifter et garn ud med et andet, skal man både skæve til løbelængde, materiale og spindingen.

Har du prøvet at forelske dig i en opskrift, som bruger garn, der er gået ud af produktion, ikke kan skaffes i Danmark, eller som bare er rasende dyrt?

Jeg har selv spildt uhyggelige summer på at købe noget andet garn, som viste sig at passe elendigt til opskriften, fordi en salgsivrig ekspedient i en garnbutik bildte mig ind, at det sagtens kunne erstatte originalgarnet.

Hvis tøjet skal ende med den rigtige størrelse, skal garnet være beregnet til samme strikkefasthed som i opskriften. Men det er ikke det eneste, der betyder noget. Nogle garner er tiltænkt tæt stof, som for eksempel sokker, mens andre er beregnet til florlette sjaler, så to garner, som har samme strikkefasthed stående på bandarolen, kan give vidt forskellige udtryk.

Det er især vigtigt at holde øje med garnets løbelængde, Hvis den svarer godt til garnet i opskriften, er du på vej i den rigtige retning. Du skal dog være opmærksom på, at såkaldt blow-garn, altså garn der ikke er spundet, er meget tykkere i forhold til løbelængden end andet garn. Hold også øje med om materialet minder om hinanden. Du kan godt lave en bomuldsversion af en uldtrøje, men den kommer til at se anderledes ud.

For mig har det været en enorm hjælp at finde yarnsub.com. Her kunne jeg for eksempel konstatere, at Pickles Merino Tweed, som er svært at skaffe her i landet, fint kan skiftes ud med Geilsk Tweed, som er nemt at finde.